Vi bliver onde på Facebook
Mange af os har nok prøvet at blive kaldt ubehagelige ting på Facebook. Eller at blive svinet til, når vi har skrevet en kommentar til en Facebook-opdatering. På de sociale medier bliver tonen hårdere end i virkeligheden, hvor vi ikke har en skærm at gemme os bag.
”Luk røven”, ”Hold dine dumme meninger for dig selv”, ”Du er så grim på dit profilbillede”.
I debatter på Facebook er sætninger som disse ikke unormale. Faktisk ser man dem ret ofte. Du har måske selv skrevet sådan en, eller måske er der en, der har skrevet en til dig. Det er sætninger, som de fleste af os aldrig ville bruge, hvis vi stod ansigt til ansigt med et menneske, vi kun lige har mødt. Men sådan er det ikke på de sociale medier.
Her kan debatter om helt andre ting pludselig udvikle sig til en kamp om, hvem der er bedst til at svine hinanden til. Det bliver en stand-up-krig og en rap-battle, hvor personen med de bedste skældsord eller de sjoveste jokes ender som vinder af debatten. Til sidst har de fleste glemt, hvad det egentlig var, der blev debatteret. Og i stedet for at blive klogere, er deltagerne i debatten blot blevet provokeret, ydmyget, underholdt eller kede af det.
Facebook er en offentlig plads
En af grundende til det er, at det offentlige og det personlige er smeltet sammen på de sociale medier, så vi ikke længere kan kende forskel. Opdateringer om familiefødselsdage og aftensmad og opdateringer om krig, politik og kriser ender i samme kasse på Facebook. Det ene øjeblik skriver vi en kommentar til en artikel om Terrorangrebet i Paris, mens vi det næste øjeblik kommenterer på den sidste video fra Mick Øgendahl.
Facebook er egentlig en offentlig plads på samme måde, som Rådhuspladsen eller gågaden er det. Men fordi vi sidder hjemme på værelset bag computeren og kommunikerer gennem et tastatur, glemmer vi, at vi taler med rigtige mennesker.
Forestil dig, at du går forbi en fremmed person på gågaden, som siger noget, du er uenig i. Kunne du finde på at gå hen til ham, og sige at han skal holde sin kæft, og at han i øvrigt ser rigtig dum ud i sin vest og cowboyhat? Det ville du nok ikke.