Kan vi stole på dem, vi møder på nettet?
Når vi møder andre mennesker på nettet, er det ikke som at møde dem i virkeligheden. Måske er de slet ikke den, de udgiver sig for at være. Så hvor meget kan vi egentlig stole på vores internet-venner?
Internettet og de sociale medier er gode ting. Det har bragt mennesker tættere sammen på tværs af oceaner. Det har gjort jordens befolkning klogere, og det har givet os hurtig og effektiv kommunikation.
Men de sociale medier har også en skygge. Og i den skygge findes mennesker, der prøver at snyde, bedrage eller det, der er værre. Mange har prøvet at modtage en venneanmodning på Facebook fra en person, man ikke kender. Skal man acceptere den?
Måske, men man skal i hvert fald være varsom. På de sociale medier er det nemlig muligt at lade som om, man er en helt anden, end den man i virkeligheden er. Den slags snyderi har fået det engelske navn ”catfishing”.
Hvad er en "catfish"
En ”catfish” er en person på nettet, som har skabt en falsk identitet. Det kan de for eksempel gøre ved at bruge falske profilbilleder på Facebook. Måske stjæler de endda identiteten fra en, du kender, og laver en Facebook-profil i deres navn.
Der kan være mange forskellige årsager til, at en person vælger at blive ”catfish” og lade som om, han er en anden. Måske har personen lavt selvværd og skaber derfor en ny identitet for at få venner, som han ikke har i virkeligheden. Det kan også være en ekskæreste, som vil hævne sig på sin tidligere fyr, ved at ydmyge ham på Facebook.
Men det kan også være langt mere professionelt, hvor kriminelle udnytter falske profiler til at lokke personlige oplysninger ud af andre. Forestil dig, at du vil sælge din gamle PlayStation på Facebook. En person, du ikke kender, skriver til dig og vil mødes for at købe den, men da i mødes er han en helt anden, og han stjæler din PlayStation. Derfor skal du aldrig mødes alene med nogen fra Facebook, du ikke kender.
Fang en "catfish"
Der er heldigvis metoder, du kan tage i brug, der kan afsløre en ”catfish”.
Herunder er der en række gode råd, du kan bruge, når du møder nye mennesker på de sociale medier, som du ikke kender i virkeligheden.
1. Lav en omvendt billedsøgning på Google.
For at finde ud af, om din nye Facebook-ven bruger falske profilbilleder, kan du søge på billedet på www.images.google.com. Gå først på Facebook. Højreklik med musen på profilbilledet. Her kan du kopiere billedets webadresse også kaldet dets ”URL”. Skriv den ind på www.images.google.com og søg. Nu kan du så se, om billedet dukker op andre steder på internettet, og om billedet rent faktisk tilhører den rigtige person.
2. Google det
Google kan hjælpe dig med rigtig mange ting. Prøv bare at søge på personens navn på Google. Der kan du for eksempel finde ud af, om personen har andre profiler andre steder, en adresse i Danmark og meget mere.
3. Tjek sproget
Vi laver alle sammen sprogfejl, når vi skriver på nettet. Men hvis personen, du skriver med, bruger mærkelige udtryk, staver underligt og skriver usammenhængende, kan det være, fordi de bruger et program, som oversætter fra et andet sprog. Hvis deres sprog er underligt og med mange fejl, skal du være forsigtig.
4. Følg pengene
At låne en femmer til din klassekammerat i kantinen er en ting. Men hvis din nye internet-ven allerede beder dig om penge, så han kan komme og besøge dig, mens han lover at betale dig tilbage senere, så lad være! Hvis nogle, du kun kender på nette, spørger om penge, har du højst sandsynligt fået en ”catfish” i nettet.
5. Tjek deres Tjek-ind
På alles Facebook-side, bør der være et eller andet, der viser, at man har et liv uden for computeren. F.eks. når man bruger Facebooks ”Tjek ind”-funktion, der viser, hvilke steder, man har besøgt. Led efter ”Tjek-ind” på din nye vens profil, og se, om han har været nogen steder, du kender.
6. Tjek deres opslag
Alle får af og til et opslag på vores væg. Måske er det mor, der lægger et billede op, fra da du pustede lysene ud på din fødselsdagskage. Hvis der ikke er nogen, der har lagt noget op, på din nye vens væg, bør du passe ekstra på.
7. Tjek deres billeder
Der er ikke noget galt med at have billeder af sig selv på sine sociale medier. Det er trods alt meningen. Men hvis der ikke er nogen billeder overhovedet af personen sammen med venner eller familie, skal du nok tænke dig om en ekstra gang.
8. Tjek deres venner
Har i nogen fælles venner? Kan du sige god for dem? Hvis din nye Facebook-ven kun har en håndfuld kontakter, er det ikke sikkert, du har lyst til at være en af dem.
9. Vågn op!
Hvis personen virker for god til at være sand, er det helt sikkert, fordi han er for god til at være sand.
10. Passer historierne?
Vær opmærksom, når din nye Facebook-ven fortæller dig ting. Hænger tingene ordentligt sammen? Hvis der er noget, der pludselig ikke passer med en tidligere historie, har de nok gang i en løgn.
11. Skype dem
Hvis personen, du snakker med, hverken vil Skype, Facetime eller Snapchatte, kan det være, fordi de skjuler en anden identitet.
12. Stol på tvivlen
Sidst men ikke mindst. Hvis du er i tvivl, om en person er ægte, så lyt til din tvivl og slet personen.
Opgaver: